Medskaber

MEDSKABER er en podcast om samskabelse i kreative processer. Den er skabt af Marie Tourell Søderberg og Sofie Alhøj, der begge er uddannede skuespillere. På papiret er de ”udøvende kunstnere”. Men i denne podcast undersøger de, hvordan de med deres faglighed kan blive mere medskabende end udøvende, og går på opdagelse i, hvad der skal til for at medskabelse kan opstå i praksis.

Undervejs møder de forskellige aktører, der alle arbejder bevidst med medskabelse, og beder hver person om at bidrage med ét godt råd, der kan blive en del af en MANUAL TIL MEDSKABELSE.

MEDSKABER er skabt i Foreningen for Skuespil og Bevidstheds regi med støtte fra Dansk Skuespillerforbund. Find den, hvor du plejer at lytte til podcasts.

Salute Solitude

På en bænk i en glemt afkrog af storbyen, i en tæt tåge af cigaretrøg og bilos, sidder en kvinde og drukner sorger og glæder i alkohol og ensomhed. Mens metropolen pulserer omkring hende, manifesterer mystiske drømmebilleder sig for hende, og hun hjemsøges af traumer og genfærd fra fortiden. Tilværelsens tyngde og erindringen om en frygtelig ulykke omslutter hende.

SALUTE SOLITUDE er en forestilling skabt i samarbejde mellem ULK Productions, Teater Momentum og Foreningen for Skuespil og Bevidsthed.

Dukkemager, iscenesættelse og medvirkende: Emil Veber, Musik: Frederik Bak, Dukkekonsulent: Patrice Homolova, Teknik: Baldrian Sector.

Tidligere projekter

Kærlig hilsen Etty

Med få, stærke virkemidler tegner skuespiller Sofie Alhøj og guitarist Peter Kunz et billede af den unge, jødiske kvinde Etty Hillesum, og gennemgår de sidste to år af hendes liv, hvor hun gik fra at være studerende i Amsterdam til at sidde i transitlejr i Westerbork og til sidst blive sat på et tog til Auschwitz.

Ettys tekster rummer en bemærkelsesværdig visdom og poesi, og selvom det er mere end 75 år siden, 2. Verdenskrig sluttede, findes der i dem en vigtig meddelelse til os i dag.

Forestillingen blev skabt i samarbejde mellem Lighthouse Teaterproduktion og Foreningen for Skuespil og Bevidsthed.